EU's brexitforhandler besøger Thyborøn

0004ae6e-3b65-4bc9-b2c7-60c33d82e0f2.jpg

For de danske fiskere og de lokalsamfund, der er afhængige af de arbejdspladser, som fiskeriet skaber, er udfaldet af brexit forhandlingerne meget afgørende. Derfor hilses det også meget velkomment, at EU's chefforhandler i brexitforhandlingerne Michel Barnier har valgt at besøge Thyborøn på lørdag den 3. marts. Fiskeriet har en særlig problemstilling, når det gælder brexit, og EU's chefforhandler vil gerne mødes med fiskere og organisationer i dansk fiskeri, for at høre om fiskeriets problemstillinger og samtid give en status på brexit-forhandlingerne. Barnier har ønsket at mødes med borgmester i Lemvig kommune Erik Flyvholm. Det vigtige besøg af Barnier er et resultat af, at borgmester Erik Flyvholm  med en af Danmarks største fiskerihavne i kommunen har været meget aktiv, når det gælder fiskerierhvervet. Han repræsenterede de danske fiskeriafhængige kommuner ved den fælles europæiske konference i Spanien i november sidste år.

Desuden er Danmarks Pelagiske Producentorganisation sammen med Danmarks Fiskeriforening PO engageret i den europæiske fiskerialliance UEFA.  Ikke mindst for de pelagiske fiskere har resultatet af brexit-forhandlingerne stor betydning. Det glæder derfor direktør i Danmarks Pelagiske Producent organisation Esben Sverdrup-Jensen, at Michel Barnier kommer til Danmark for at lytte til de danske fiskere.

- Vi er meget tilfredse med, at Barnier kommer til Thyborøn på lørdag. Det er ikke en hr. hvem som helst, som aflægger os et besøg. Barnier er en af de vigtigste navne i Europæisk politik lige nu, siger Esben Sverdrup-Jensen. Fredag mødes Michel Barnier i København med den danske statsminister Lars Løkke Rasmussen og en række repræsentanter for dansk erhvervsliv.