Små kvotekonger og nysgerrige gæster var om bord på HG 265 Asbjørn

Kvotekonger. Berømte og berygtede – men hvem er de? Medierne og politikerne har ofte et kreativt sprogbrug, når de beskriver det pelagiske fiskeri. Der bliver brugt vendinger, som vi ofte står måbende overfor. Et hyppigt eksempel er fortællingen om den onde ’’kvotekonge’’.

I DPPO arbejder vi også selv kreativt, blandt andet når vi hvert år deltager i Fiskefestivalen i Hirtshals, hvor der er fokus på fisk, fest og formidling. Den første weekend i august stod i kreativitetens tegn, da det pelagiske fartøj Asbjørn åbnede for landgangen i Hirtshals.

To små piger der har sat kursen mod nye horisonter iført deres kvotekongerkroner

To små piger der har sat kursen mod nye horisonter iført deres kvotekongerkroner

 

 Solen skinnede på den nymalede Asbjørn, som var åben for alle der havde lyst til at se, hvordan en pelagisk båd så ud, og hvordan det pelagiske fiskeri foregik. Det vrimlede med børn og voksne, der skulle se det store skib, som rummede alt fra hospital til imponerende teknologi i styrhuset.  

HG 265 Asbjørn har en længde på 75, 4 meter og blev bygget i 2008

HG 265 Asbjørn har en længde på 75, 4 meter og blev bygget i 2008

 

Forholdene på Asbjørn var selv en konge værdig.  

I dagens anledning var skibet belejret af de berygtede kvotekonger – fuldt udstyret med lilla kongekroner og glimmer fra top til tå 

’’ Her er meget sejere end min fars kontor, og det er helt vildt med alle knapperne i styrhuset – faktisk kan man sejle hele båden med én knap!‘‘ sagde en imponeret Sofie på 11 år fra Aarhus, der var iført sin nye glitrende kvotekongekrone. 

ANton tog både hænder og fødder i brug til at lave sin egen abehånd

ANton tog både hænder og fødder i brug til at lave sin egen abehånd

 

 Mange har en romantiseret forestilling om, at fiskeriet stadig foregår i de blå kutter, og der skelnes ikke i forståelsen, om det er konsumfisk eller pelagiske fiskearter. Småt er godt, vil de fleste danskerne nok sige. Men det er langt fra sandheden. En af grundene til, at vi holdt åbent skib, var for at give befolkningen nogle flere billeder på hvordan et moderne pelagisk fiskeri ser ud.

’’Det er ingen hemmelighed, at jeg nok er lidt skeptisk over for fiskeriet. Men jeg synes besætningen har forklaret godt hvordan de arbejder med kvoter, og hvor meget BREXIT faktisk betyder - jeg troede kun, fiskeriet foregik i dansk farvand - meget interessant,’’ forklarede Peter Hummelberg, som gæstede Asbjørn med sin kone.  

Vi skal fortælle vores egen historie – for vi fortæller den bedst

Hvorfor deltager vi på events som Fiskefestivalen? 

Det  gør vi, fordi vi ønsker at nedbryde nogle af fordomme, som medier og politikere indimellem kan skabe hos befolkningen. 

Fordommene kommer af uvidenhed, og for at nedbryde fordomme skal vi vise befolkningen bredden af dansk fiskeri. Ikke kun selve fartøjerne og udstyret, men også hvordan man bor og lever om bord, så de nysgerrige virkelig kan blive en oplevelse rigere, når de går derfra.  Det er også vigtigt, at vi fortæller hvordan en stor en båd som Asbjørn arbejder med miljø, og hvilke tiltag vi gør for at passe på naturen.