Dansk fiskeri i en brydningstid

jun 4, 2021

DPPO’s formand Fridi Magnusen beskriver i denne artikel nogle af de mest væsentlige udfordringer for dansk fiskeri lige nu.

På generalforsamlingen i Danmarks Fiskeriforening fik jeg lejlighed til at fremhæve nogle af de væsentligste udfordringer for dansk fiskeri.
Det er de Europæiske fiskere som har betalt for Brexitaftalen – det var konsekvensen af den måde forhandlingerne udviklede sig på. Danmark stod i forhandlingerne hårdt på sit, helt frem til det sidste. Men det fjerner ikke det faktum, at dansk fiskeri er ændret for altid. Danske fiskere har afgivet fiskerirettigheder for mere end 1,2 mia. kroner og sagt farvel til årlige landinger på ca. 40.000 tons. Investeringer som nu er tabt og råvarer som ikke længere kommer hjem til danske forarbejdningsvirksomheder og til arbejdspladser i danske kystsamfund. Intet i fiskeriet bliver som det var.

Kompensation for tabte fiskerettigheder
Danske fiskere er blevet lovet økonomisk kompensation for de tabte fiskerettigheder fra højeste politiske niveau – det løfte skal der leveres på. Vi taler ikke om tilskudsordninger, oplægning og projektmageri. Men om en reel kompensation til de fiskere, som har mistet fiskerimuligheder, som de har købt og betalt.

Alle der har lidt tab skal kompenseres. Uanset EU’s regler om antagelighed . At koble antagelighed til kompensationsordningen er helt ude af proportion og forfejlet.  Små fejl i logbøger eller at en fisker er blevet fanget i de håbløse toleranceregler gør ham ikke til en vanvidsbilist – at konsekvensen af bare nogle få point kan blive, at man mister retten til kompensation er helt ude i hampen.

Der skal kompenseres til alle danske fiskere for tabte værdier, for de tabte kvoter som fiskerne har købt i dyre domme. Men uanset hvad, så fylder kompensationsmidlerne kun det gældshul Brexit har skabt. Fisken er for evigt tabt.

Nye rammevilkår
Når støvet fra Brexit har lagt sig, er der altså brug for kapital til både tilpasning og udvikling, i en sektor der nu er permanent økonomisk svækket og som nu igen står tilbage med for mange fartøjer til for få fisk. Den udfordring kan kompensationsmidlerne fra EU langt fra løfte alene.
Vi står nu i en helt ny og kritisk situation og vi har brug for en ambitiøs plan for sektorens udvikling frem mod 2030.Vi har stået her før. Dengang i begyndelsen af 00erne hvor faldende kvoter og forældede fartøjer havde tvunget fiskeriet ud i en voldsom økonomisk krise, der overlod man det til markedet at finde løsningerne og definere fremtiden for dansk fiskeri. Med overgangen til omsættelige fiskerettigheder i form af IOK og FKA og de tilknyttede kystfiskerordninger skabte man grundlaget for strukturtilpasning, for udviklingen i dansk fiskeri, for fornyelse og for tidssvarende arbejdspladser i udkantsdanmark. Dem der dengang måtte forlade erhvervet kunne holde skindet på næsen, og dem der blev i fiskeriet fik mulighed for at gøre deres virksomheder økonomisk bæredygtige. Fiskerne finansierede selv den nødvendige strukturreform.

Men denne gang kan markedet og sektoren ikke løfte byrden alene. De nuværende særregler og snævre rammevilkår er en forhindring.
Fiskerierhvervet er ikke fulgt med resten af dansk erhvervsliv, heller ikke med vores kollegaer i landbruget, når det gælder de helt basale rammevilkår for drift af virksomhed. Hvis dansk fiskeri skal kunne absorbere tabene efter brexit, og hvis sektoren konkurrencedygtigt skal kunne indfri de generelle krav til moderne fødevareproduktion og Regeringens ambitiøse klimamålsætninger, så skal de fundamentale rammevilkår ændres og liberaliseres.

De alvorlige konsekvenser af Brexit synliggør nu for alle, at de særregler som i en anden tid blev indført for at beskytte fiskeriet imod omverdenen, i dag afskærer fiskeriet fra at følge med omverdenen. Uden ændringer i vilkårene for at drive fiskeri i Danmark, så forhindrer man både nødvendig tilpasning og nødvendig udvikling og man sætter en kæp i hjulet på den grønne omstilling.
Den politiske overskrift for de fiskeripakkerne, der blev vedtaget i 17, 18 og 19, var: Udvikling af Dansk Fiskeri – men meget af indholdet var dog ren Christiansborgpolitik og det meste har haft den stik modsatte effekt – opbremsning og indsnævring og dermed afvikling, frem for udvikling.
Derfor foreslår vi at der nedsættes en uafhængig kommission som skal udvikle anbefalinger til justering af rammevilkårene for dansk fiskeri frem mod 2030. Situationen er for alvorlig til at der må gå politik i den igen – derfor en uafhængig kommission. Der skal arbejdes pragmatisk og ikke politisk, langsigtet og ikke kortsigtet. Ingen kender dagen i morgen og løsninger for IOK er ikke nødvendigvis løsninger for FKA eller det kystnære.

Biologi
Også når det gælder den biologiske rådgivning og forvaltningen af fiskebestandene har man svigtet sit politisk ansvar. Vi står nu i en kritisk situation med historisk lave kvoter for industriarterne. Arter hvor der ikke er udarbejdet langsigtede forvaltningsplaner, selvom den Fælles Fiskeripolitik forpligter EU til det. Vi hænger derfor fast i et system uden faste rammer og hvor kvoterne svinger med +-50% fra år til år. Den usikkerhed kan ingen bygge deres forretning på – hverken til søs eller på land. Jeg håber, at alvoren, med dette års tobis- og brislingekvoter er gået op for alle.

Jeg tænker mit. Kan det virkelig være rigtigt at næsten samtlige fiskebestande i vores nærområder er reducerede? Kan det virkelig være rigtigt at økosystemerne i Nordatlanten – Nordsøen, Skagerrak/Kattegat og Østersøen producerer langt mindre næring end for bare få år siden? Eller er der et eller andet som videnskaben fuldstændigt har misforstået?

I en brydningstid, er det helt afgørende, at vi kan løfte i flok og at vi sammen finder nye og bedre veje til styrke både forvaltningen af fiskeriet og forvaltningen af havets ressourcer. Begge dele kræver politisk vilje og modet til at erkende, at forandring en nødvendighed, hvis vi vil udvikle dansk fiskeri.

-Fridi Magnusen formand.i Danmarks Pelagiske PO

Læs artiklen i sin helhed her