Fiskere, der er medlemmer af DPPO, står for mere end 50 procent af alle danske landinger af fisk, og siden 2022 har de investeret i fuldt dokumenteret fiskeri.
Kameraer, sensorer og digital overvågning følger i dag fangsten fra net til landing på hele flåden – som den første i Europa. Ingen lov eller regler tvang os til det. Vi gjorde det, fordi fremtidens fiskeriforvaltning bør bygge på fakta frem for formodninger. Og vi ved, at det virker, fordi eksemplet findes allerede. I tobisfiskeriet har Fiskeristyrelsen benyttet vores videodata og har til gengæld givet lov til at fiske i flere forvaltningsområder på samme tur.
Det er en konkret gevinst for begge parter. Staten får en bedre, billigere og mere præcis kontrol, og fiskeriet kan planlægge mere effektivt og spare både brændstof og CO2-udledning. Dokumentationen bliver et redskab, ikke bare et krav.
Klogere kontrol
Udfordringen er, at myndighederne ikke har grebet muligheden i andre fiskerier. Selvom potentialet er enormt, og systemet har været fuldt implementeret ombord siden 2024, så har de danske myndigheder hidtil ikke haft appetit på at udnytte det teknologiske nybrud i fiskeriet.
Med en ny regering og med fiskeriet placeret i Miljøministeriet håber vi, at det bliver anderledes. For tiden er inde til at gøre op med den eksisterende dyre og ineffektive kontrolpraksis, styrke vidensgrundlaget og sikre transparens.
Myterne om fiskeri regerer fortsat. Det gælder ikke mindst i Østersøen, hvor fortidens misrapporteringer præger debatten og medvirker til, at kvoter sættes langt under de videnskabelige anbefalinger. Det koster både fiskere og samfund millioner af kroner og millioner af sunde måltider. Der er mindst tre gode grunde til at bruge dokumentationen fuldt ud.
For det første giver den et præcist billede af virkeligheden. Debatten om det pelagiske fiskeri tager ofte udgangspunkt i antagelser om, hvad der mon foregår på fartøjerne. Kameraer og AI viser, hvad der rent faktisk foregår. Med fuld dokumentation kan vi vise, at fisk ikke smides over bord, og at bifangster udgør langt under én procent af den samlede fangst.
Stik imod fordomme og forestillinger. Dokumentationen løser ikke Østersøens udfordringer med iltsvind, næringsstoffer, forurening og klimaforandringer, men den flytter debatten fra fornemmelser til fakta.
For det andet gør den kontrollen billigere og skarpere. Med kameraer og AI kan indsatsen målrettes efter behov. Det frigør inspektører, droner og skibe til dér, hvor der er reel grund til at se efter og gøre en ekstra indsats. Det betyder klogere kontrol.
For det tredje styrker den vores viden. Fiskeriets data er i dag stort set ubrugte i bestandsvurderingerne. Det er spild. For eksempel viser de nyeste tal fra ICES, som leverer den biologiske rådgivning til EU’s fiskekvoter, markant fremgang for både brisling og sild i Østersøen.
Mindre bureaukrati
Sildens gydebiomasse vurderes at være den højeste siden 1980’erne, og for brisling er den den højeste i mange år. Jo bedre data – inklusiv fra fiskeriet selv – desto mere præcist og sikkert bliver vidensgrundlaget, og jo bedre kan forvaltningen følge med, når bestandene ændrer sig.
Og så er der gevinsten, der binder det hele sammen: Mindre bureaukrati.
Når et fiskeri er fuldt dokumenteret, bør det ikke samtidig være underlagt regler, som teknologien har gjort overflødige. Forbud mod sortering, krav om snævre områdebegrænsninger, dobbeltregistrering og tolerancemarginer i logbogen bør gennemgås og lettes.
Mere digital dokumentation skal føre til mindre papirarbejde. Ikke mere. Fiskerne leverer åbenhed, og til gengæld bør reglerne forenkles.
Når Danmark og EU efter sommeren skal fastlægge kvoter og rammer for Østersøen, er lejligheden der til at skabe positive forandringer. Vi opfordrer ministeren, Folketingets partier, Fiskeristyrelsen og EU’s beslutningstagere til at rette fokus på tre ting:
- Brug dokumentationen til at sikre, at fakta og transparens driver forvaltning af havet, ikke myter og forestillinger.
- Før fiskeriets data ind i forskning og bestandsvurdering.
- Gennemgå regelværket og fjern krav, som dokumentationen har gjort overflødige.
Dokumentationen er ikke et fripas til erhvervet, og den løser ikke alt. Men det er et tilbud om åbenhed, som myndighederne kan omsætte til bedre forvaltning og lavere omkostninger. Fiskerne har investeret først. Nu skal myndighederne følge efter.
