Storbritannien løber fra Brexitaftale og forbyder fiskeri i britisk farvand

feb 1, 2024

Pressemeddelelse fra Danmarks Fiskeriforening, Danmarks Pelagiske Producentorganisation og Marine Ingredients Denmark.

Stik imod Brexitaftalen, der gav EU’s fiskere lov til at fiske i britisk farvand, har Storbritannien besluttet at forbyde fiskeri efter tobis på den britiske del af Doggerbanke. Det er et stort principielt problem, at briterne vender brexitaftalen ryggen og det er en katastrofe for fiskeriet og fiskemelsindustrien, hvor tobis historisk har udgjort den primære andel af fabrikkernes råvaregrundlag.

Da EU og Storbritannien nåede til enighed om betingelserne for Brexit var det et afgørende element, at EU’s fiskere fortsat kunne fiske i britisk farvand. Et element som EU’s fiskere betalte dyrt for at få Storbritannien til at indvillige i.

Storbritannien løber nu fra den aftale, og vil forbyde fiskeri efter tobis på den britiske del af Doggerbanke fra den 26. marts i år. Storbritannien gennemfører lukningen af hensyn til fuglelivet. Der er dog ikke videnskabelig dokumentation for, at lukningen vil have den ønskede effekt. Beslutning vækker harme i fiskerierhvervet, som peger på, det er et stort og principielt problem, hvis Storbritannien uden konsekvenser kan løbe fra Brexitaftalen.

  • Det her er en skandale og en ydmygelse af EU. Med brexitaftalen betalte danske fiskere dyrt for adgang til britisk farvand. Nu mister nogle fiskere adgang, og Storbritannien løber fra aftalen. Det er under al kritik. Derfor skal den her sag rejses på allerhøjeste niveau. For det kan ikke være rigtigt, at Storbritannien bare får lov at løbe fra de aftaler, de laver med EU. Slet ikke når der intet fagligt belæg er til stede, lyder det fra Svend-Erik Andersen, formand for Danmarks Fiskeriforening.

Regeringen skal kæmpe

Der landes årligt ca. 100.000 tons tobis med en samlet værdi på over 300 millioner kroner fra det pågældende område. Det kommer til at kunne mærkes i fiskeriet. Derfor skal regeringen kæmpe til sidste blodsdråbe lyder det fra de pelagiske fiskere, der også er afhængige af fiskeriet efter tobis i britisk farvand.

  • Lukningen får store økonomiske konsekvenser for fiskeriet. Og brexit har i forvejen ramt os hårdt. Det kan vi simpelthen ikke være tjent med. Derfor opfordrer vi til, at regeringens topministre tager kontakt til Storbritannien og til EU. Hver en sten skal vendes, og der skal kæmpes til det sidste, siger Jens Schneider Rasmussen, formand for Danmarks Pelagiske Producentorganisation.

Brexitaftalen skal overholdes

Det er ikke kun fiskeriet der rammes af lukningen. Det får også konsekvenser for fiskemelsindustrien. Konkret har landingerne af tobis fra netop det område dannet grundlag for en dansk eksport af fiskeolie og fiskemel på 2,7 milliarder kroner siden 2015.

  • Det er en meget kritisk situation. Der er tale om betydelige værdier for Danmark og det er vores klare overbevisning, at der her er tale om brud på aftalens ordlyd om, at der skal tildeles gensidig adgang til fiskeri i parternes farvande. De juridiske implikationer af den britiske beslutning bør undersøges til bunds og mulighederne for søgsmål afklares.

 

  • Det er alvorligt hvis EU og statslederne i EU lader Storbritannien løber fra deres aftale. Det skal vi ikke finde os i, og vi opfordrer til, at det får konsekvenser for Storbritannien. siger Anne Mette Bæk, direktør i Marine Ingredients Denmark.

Intet fagligt belæg

DTU Aqua har gennemført en evaluering af fiskeriet efter tobis og konkluderet, at der ikke ses varige effekter af tobisfiskeriet i havmiljøet, ligesom DTU Aqua konkluderer, at tobisbestandens størrelse ikke påvirker andre fiskebestande, bestanden af havpattedyr og bestanden af havfugle.

Det Internationale Havundersøgelsesråd (ICES) har også slået fast, at den biologiske rådgivning for tobis er økosystembaseret og dermed tager højde for, at tobis også udgør en del af fødegrundlaget for havfugle og andre rovdyr. Storbritannien og EU bad i fællesskab ICES vurdere lukningen. Derfor vækker det undren, at man ser bort fra resultaterne af denne.

Læs om lukningen her

 

Yderligere information

Kenn Skau Fischer, direktør i Danmarks Fiskeriforening, 51199537

Esben Sverdrup-Jensen, direktør i Danmarks Pelagiske Producentorganisation, 61660978

Anne Mette Bæk, direktør i Marine Ingredients Denmark, 50477749

Unfolding Fully Documented Fisheries using AI

Unfolding Fully Documented Fisheries using AI

As the first pelagic fleet in Europe, the vessels associated with the Danish Pelagic Producers Organisation decided in the spring of 2023 to implement Fully Documented Fisheries onboard all member vessels, with our new project we will be unfolding the possibilities of data collection. 

læs mere