Brexit koster danske fiskere dyrt

Danmarks Fiskeriforening og Danmarks Pelagiske Producentorganisation har skrevet til EU-kommissær Virginijus Sinkevičius på vegne af de danske fiskere for at gøre opmærksom på den meget alvorlige situation, som dansk fiskeri er blevet bragt i efter Brexit og EU og Storbritanniens aftale om det fremtidige samarbejde.

Siden aftalen har det stået klart, at det vil få store negative konsekvenser for den danske fiskerisektor. Rammerne for dansk fiskeri er ændret for altid. De danske fiskere skal afgive fiskekvoter til Storbritannien, til en samlet værdi på mere end 1,2 mia. kr. Derfor vil vi i dansk fiskeri nu gerne minde EU-Kommissionen om, at de europæiske fiskere gennem hele forløbet har fået klare tilkendegivelser fra EU-Kommissionen om, at EU’s forhandlere ikke ville lade de europæiske fiskere betale prisen for Brexit.

Sådan er det beklageligvis ikke gået. EU’s forhandlere svigtede fiskerierhvervet, da man indgik en aftale, der koster de europæiske fiskere milliarder. Derfor bør EU-Kommissionen også sikre, at fiskeriet får erstatning for de tab, som fiskeriet har lidt som følge af Brexit.

På den baggrund ser dansk fiskeri med stor alvor på aftalen om den såkaldte Brexit Adjustment Reserve (BAR), der blev indgået 17. juni 2021. Aftalen svigter desværre fiskerisektoren på afgørende punkter. For selvom EU-Kommissionen har lovet fiskerne erstatning for de tab, de uforvarende har lidt, så kan BAR reelt ikke bruges til at sikre erstatning i tilstrækkeligt omfang. Det skyldes, at der ikke gives dispensation fra statsstøttereglerne. Dermed kan de fiskere, hvor nogle har mistet fiskekvoter for et tocifret millionbeløb, kun få en begrænset erstatning, som ikke står mål med de kapitalgoder, som de skal afgive. Det efterlader mange fiskere med en gæld, som de får svært ved at afdrage til skade for ikke mindst de danske fiskerihavnesamfund.

Derfor opfordrer et samlet dansk fiskeri på det kraftigste EU-Kommissionen til at genbesøge aftalen. Det er vores klare og entydige anbefaling, at EU-Kommissionen skal sikre en model, hvor statsstøttereglerne suspenderes, ligesom man fx har gjort i forbindelse med de mange COVID-19-relaterede støtteordninger. For situationen i dansk fiskeri er meget alvorlig. Fiskeriet skal have adgang til direkte erstatning for deres tab, som EU-Kommissionen har stillet de danske og europæiske fiskere i udsigt.